|
Læs lidt om koret og dets historie
Skanderborg Mandskor blev stiftet den 18. januar 1938. Før den tid var der to mandskor i Skanderborg: Arbejdernes Mandskor, som blev stiftet den 10. juli 1929 og Håndværkernes Mandskor, som ek-sisterede før 1864 - det nøjagtige årstal kendes ikke. Man blev enige om at sammenlægge de to kor, da de hver især manglede medlemmer. Ved en sammenlægning nåede man over 30 medlemmer.
Under og efter 2. verdenskrig arrangerede Skanderborg Mandskor mange store koncerter, hvor man nemt samlede 600-700 tilhørere. Man opførte også flere af vore kendte operetter f.eks. ”Forår i Heidelberg” - ”Sommer i Tyrol” og ”Champagne-Galoppen”. Koret har endvidere sunget på byens og omegnens pleje-hjem, sygehus og kirker til glæde for tilhørerne.
Medlemstallet har svinget op og ned igennem årene. Da fjernsynet kom, faldt medlemstallet til under 20. I de senere år er det igen steget, så det er kommet op på ca. 35, hvilket gør det meget nemmere, når der skal arrangeres koncerter.
Korets 60 års jubilæum i 1998 blev holdt i det nyopførte Skanderborg Kulturhus. Der var inviteret kor fra Hadsten, Horsens og Vejle. Korene sang eget program, og hele koncerten sluttede med et fælles program. Det gav både publikum og sangere en stor oplevelse. I 2006 var der også koncert i Kulturhuset, hvor de medvirkende var et blæseorkester og flere blandede kor.
I år 2008 var det Sangens År og ved korets 70 års forårskoncert bestræbte vi os på at lave et meget varieret program. Vi ville gerne vise så mange sider af musikken og sangen som muligt. Dette blev med stor succes opfyldt ved deltagelse af Brøruphus Efterskoles kor i en meget velbesøgt og varieret jubilæumskoncert i Kulturhuset, Skanderborg. Det er en fornøjelse at arrangere koncerter, når korets medlemmer deltager med en trofast og positiv holdning, og ikke mindst, når publikum reagerer ved at være begejstrede tilhørere.
|